mandag den 16. november 2009

Colin Harrison, New York

'Kinesisk kabale' ('The Finder') Det var Vibeke Johansen, Krimiklub Horsens og Krimimessen (venligst se links til højre), som anbefalede denne bog. Og tak for det. Jeg har godt nok læst 'Efterspil' ('Afterburn') fra 2000 (den er absolut mere end okay), men havde ellers glemt alt om ham.

Colin Harrison (1960) har adresse i Brooklyn, New York, hvor han bor med forfatteren Kathryn Harrison og deres tre børn. Han er travl redaktør hos Simon & Schuster. Og det er nok derfor, der kan gå fire år mellem romanerne. Men som redaktør forventes han også at have en vis selvkritik, og det tror jeg er tilfældet. Han skriver godt!

Den danske titel henviser til kineseren Jin Li, som kommer i livsfare, da det opdages, at hun er involveret i industrispionage. Og selvom det er hendes bror i Kina, som er den egentlige forbryder, så er nogle modbydelige typer efter hende. Men til alt held er Ray Grant, bogens helt, hendes tidligere kæreste. Ray er FDNY brandmand. Han overlevede 9/11. Og vi får en detaljeret beskrivelse af, hvordan det gik til. Som at være der. Ray påtager sig den svære mission at finde, derfor bogens amerikanske titel, og beskytte den flygtende og skønne Jin Li. Harrison skriver i genren literary thrillers, og det gælder også her. Dette er en page-turner!

Identifikation Noget typisk for en god forfatter er, at vi ryger lige ind i bevidstheden hos den person, som netop nu er point of view-aktøren. Det magter Harrison til fuldkommenhed. Du begynder hurtigt at tænke som Ray, the firefighter. Hvordan kommer man ind og ud af en bygning? Med eller uden nøgle. Og når vi er inde i hovedet på en særdeles voldelig natur, forestiller vi os, hvordan det er at ville gøre størst mulig skade på folk. Eksempelvis slå dem ned eller dræbe dem i et syrebad.

Lewis Burke Frumkes hedder manden, som har for vane at invitere interessante gæster på sit Radio Show. Og hvis du vil lytte til ham og Colin Harrison i 24:14, så link her.

'Risk' (2009) er Harrisons nyeste. På kun 174 sider. Den blev først udgivet i 15 afsnit i The New York Times Magazine. Materialet omredigeredes så i bogform, 12 kapitler, og foreligger nu som stramt skrevet thriller. Bogens fortæller, George Young, 47, får til opgave, på opfordring af sin afdøde chefs kone, mrs. Corbett, at undersøge omstændighederne omkring hendes søns død. Roger blev kørt ned, da han kom ud fra en bar med et meget vigtigt stykke papir i hånden, skal det vise sig. George roder sig også ind i en masse omkring det dyrebare metal rhodium (rh), men er snu nok til at klare skurkene. Bogen er, som sagt, fortalt i første person, så vi kommer helt ind under huden på ham. Den er endnu ikke oversat til dansk. Bare den historie dog havde været dobbelt så lang!

New York er næsten en af personerne i bogen, som altid hos Harrison. Og især hvis du har været i storstaden, vil du interesseret følge adresser, omgivelser og indbyggerbeskrivelser, når vi kommer med rundt. Jeg var der kun en enkelt gang for mange år siden. I en uge i august. Smeltende varmt og uendeligt fascinerende. Indtryk man aldrig glemmer.

Sproget Som Don Winslow har Harrison et fantastisk øre for de lokale udtryk. Så jeg kan anbefale at læse hans bøger på engelsk/amerikansk. En stilfuld herre på 84 kan ikke få sig selv til at sige tough shit, så han siger tough toenails. Bartender Mort, som George kalder ham, ser sine kunder an. 'I looked at Mort directly. He was glaring at me, mouth tight, arms crossed. "You want to know why I'm here." (Siger George.) "I know my crowd. You're not part of it." Så ser vi den ølskænker for os. Skeptisk. Street-smart. Og da den smukke, tjekkiske model Eliska Sedlacek (Rogers veninde) dukker op - kun hendes hænder ses i reklamerne, så hun går altid med beskyttende handsker - gengives hendes gebrokne talemåde til perfektion. Også verbale udvekslinger mellem George og hans kone Carol, de har været gift i mere end tyve år, med en voksen datter, er ramt lige på kornet. Hvis du selv har oplevet et langt ægteskab (count me in), vil du genkende den fortrolige tone.

Andre romaner af Harrison Han er oppe på syv. Du kan linke her og få hans danske bibliografi (som udelader et par stykker, fordi de endnu ikke er oversat). Jeg forsøgte mig også med 'Manhattan Nocturne' (1996), samme titel på dansk, men syntes den var lidt rodet. Dog med masser af New York-viden. Give it a shot.

The Man Himself Og hvis du ikke så berømtheden på BogForum i lørdags (hvad jeg desværre heller ikke gjorde), kan du opleve ham og høre om 'Risk' her, på YouTube i 5:56.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar