'The Catcher in the Rye'

Jerome David (J.D.) Salinger fyldte 90 den 1. januar 2009. Hans mest kendte værk 'The Catcher in the Rye' (1951) har opnået både kultstatus og er blevet en bestseller (solgt over 65 mio. og siges at sælge 250.000 om året). I Kulturguiden DR2 for nylig blev jeg spurgt om min bedste læseoplevelse nogensinde (venligst se maj). 'Catcher' var mit lynhurtige svar.

Mit møde med 'Forbandede ungdom' (første danske udgave i 1953) skete på Odenses gamle, smukke bibliotek på Klosterbakken. Jeg tog tilfældigt bogen ned fra hylden, læste indledningen, satte mig på en stol og kom ud af trancen, da en bibliotekar sagde, at nu lukkede de altså. Slugte bogen hele aftenen i stedet for lektier. Og med lygte under dynen det meste af natten. Jeg var 15.

Hvorfor fascinationen? Tonen i bogen. Den usikre, humoristiske Holden Caulfield, 16 going on 17, fortalte med identificerende præcision, hvor pissesvært det er at være drengeteenager (og sikkert også pigeteenager). Forholdet til sprut. Angsten for utilstrækkelighed over for piger. Vanskelighederne med de dumme voksne. Og idioterne blandt de jævnaldrende. Holden blev min ven for livet.

Forfatterskabet blev ikke, som mange af os havde håbet. Salinger 'stod af'' i 1965. Men efterlod sig nogle klassiske, vidunderlige noveller i 'Nine Stories' ('For Esmè - with Love and Squalor and Other Stories' i UK). 'Ni noveller', selvfølgelig, på dansk. Og der var andre noveller hist og her, især i 'THE NEW YORKER' magazine. Plus nogle lange noveller som jeg ikke brød mig om: 'Franny and Zooey' (1962; næsten samme titel på dansk); 'Raise High the Roof Beam, Carpenters' ('Der skal være højt til loftet, tømrer') og 'Seymour, an Introduction' (1964; næsten samme titel på dansk). Efter 'Nine Stories' lukkede Salinger sig inde med familien Glass.

Sproget Jeg nævnte tonen. Den intime fortællestil (første person og datid) er uimodståelig. Og fantastisk svær at oversætte. I 1953 var det Vibeke Cerri, som påtog sig hvervet. Hun gik rent ind hos mig. Holden og jeg sugede jo til os i det samme årti, i 1950'erne. Gennem årene har jeg genlæst 'Catcher' på engelsk. Det faldt i min lod at kende engelsk godt, mange års ophold i UK, så jeg begyndte at sammenligne ordvalget i de to sprog. Eksempelvis opdager Holden, i kapitel 25, at nogen har skrevet 'Fuck you' på en væg. Det gør ham i den grad oprevet. De små må ikke, og slet ikke hans elskede lillesøster Phoebe, se den slags. Seks gange gentager Holden det uartige ord. Vibeke C valgte at oversætte med 'Ska' vi kneppe?' Vores litteraturikon Klaus Rifbjerg undlod at ændre 'Fuck you' i sin interessante nyoversættelse 'Griberen i rugen' (2004). Han udskiftede klogeligt 'bøsserinder' med 'lesbiske'.

I samme kapitel er Holden, og jeg med, forarget over (men det får os også til at grine), at to fyre, som er ved at losse/læsse et juletræ af en lastbil, omtaler familiehyggesymbolet med ringeagt. Salinger: 'Hold the sonuvabitch up! Hold it up, for Chrissake!' Vibeke C: 'Hold lortet opad! Hold lortet opad, for helvede!' Klaus R: 'Hold det skide træ opad! Hold det opad, for helvede!' Den var de næsten enige om.

Bogens indledning lyder: 'If you really want to hear about it...' Vibeke C: 'Hvis De (vi skriver 1953) virkelig gider høre om det...' Klaus R: 'Hvis du virkelig vil høre om det...' Men med 'du' er den automatiske høflighed fra 1950'erne forståeligt nok væk. Det bliver igen et spørgsmål om den foretrukne tone. Holden må for min skyld gerne sige I og jer.

'Dead Caulfields' er et website, jeg kan anbefale, hvis du virkelig vil vide mere. Link her.

Hvad sker der fremover? J.D. Salinger har skrevet siden 1965, og der går rygter, at publikationer vil dukke op, når han desværre er væk. I mellemtiden vil jeg ønske ham et forsinket tillykke med de 90 og sige tak for mit litterære venskab med Holden.