Arnaldur og Erlendur

Arnaldur Indridason har skrevet ’Nordmosen’ Belønnet i 2002 med hæderen årets bedste nordiske krimi. Som krimilæser OG krimiskriver er det blevet mig komplet umuligt at læse en sådan roman som kun en læserfornøjelse. Jeg kan ikke lade være med at prøve at lure ham kunsten af. Således også med ’Nordmosen’.

Indledningsvis er vi i REYKJAVIK 2001. Vend bladet og læs: ”Det var dog fandens til nordmose alt sammen.” Udtalt af Erlendur Sveinsson, kriminalbetjent. (På blurbsiden har Forum forfremmet ham til kriminalassistent; men lad det nu være.) Vi oplever ham som Erlendur i resten af bogen. Glem alt om Sveinsson. Det giver nærhed og identifikation. Men hvordan ser han så ud? Jeg forestillede mig en høj, lyshåret fyr med pelshue i de islandske minusgrader og i den stride regn og blæst (og regn er der masser af). Men nej. På side 30 får jeg endelig oplyst, at mr E ”var kraftigt bygget, var stærk og havde viltert, rødbrunt hår”. Og så går han med hat, venner. Og han er dårlig til engelsk. Det er hans sidekick numero uno, Sigurdur Oli, derimod ikke. Og han bliver for resten aldrig kaldt andet. Hverken Sigge eller Oli. Og hvordan ser han så ud? Han må være lidt duknakket og underdanig, andenviolin, don't forget. På side 29, vi bakker lidt, glattede SO sit slips. Read on: ”Han var klædt i et nyt jakkesæt, var høj og nydelig og var uddannet som kriminolog i USA. Han var alt det, Erlendur ikke var: Moderne og tjekket.” Nu har jeg de to for det indre blik.

Tredje hovedperson er den intuitive, selvfølgelig, Elinborg. Last name? No idea. Og Elinborg er et fornavn, hvis du, som jeg, heller ikke kan islandsk. Hvordan ser hun ud? Search me. Og hvis du kan finde et sted, hvor hun er beskrevet lige til at visualisere, gi’r jeg en cappuccino, double shot, i Baresso. Men intuitiv er hun altså. Og ikke ræd for at sætte sin boss på plads. Good girl! I det hele taget har Erlendur det svært med kvinder (hvad der gør ham dybt sympatisk i mine øjne). På side 38 kommer denne kommentar: ”Kvinder,” sagde Erlendur og rejste sig. ”Svære at kvalitetsstyre.” Too true! Og på side 15 siger hans gravide, stofindtagende datter Eva Lind ”Fuck you!” til ham. To gange.

Selve historien? Allerede i bogens anden sætning ligger der et lig på gulvet. Godt gået! Men hvem har myrdet Herman, 69? Read on og få svaret. Og det gør vi med glæde. Bemærk nøjagtigheden i Hermans alder. Modsat den præcision giver side 13 os denne oplysning: ”Erlendur var omkring de halvtreds, far til to børn og skilt for mange år siden.” Hallo, Arnaldur! Vi er i 2001. Er mr E 49 eller 51, or what? Og hvor længe har han været uden konen?

Når jeg nu har brokket mig over den manglende hjælp til visualisering i min læsning, så skal det siges, at andre steder er Arnaldur mere omhyggelig. Eksempelvis i kapitel 31, side 168 and on, hvor mr E træffer professor Hanna, dekan på universitets medicinske fakultet. ”Hun havde en mørk spadseredragt på, var fedladen, bar ikke makeup, det lyse hår var kortklippet, hænderne lidt grove og ansigtsudtrykket alvorligt og underfundigt." Han kan jo godt, ham Arnaldur! I øvrigt er den konfliktmættede scene en fryd og en lækkerbisken for en manuskriptforfatter, hvis ’Nordmosen’ går til filmen, hvad jeg håber. Og der er faktisk andetsteds læssevis af dejlige, visualiserbare personbeskrivelser.

Researchen er enestående. Vi lærer meget om arvelige sygdomme. Man tjekker straks sin egen krop for uvelkomne pletter. Just in case!

Jeg har hans ’Tavs som graven’ liggende i stakken. Han har absolut ikke skræmt mig væk.

’Nordmosen’ ANBEFALES – til både krimilæsere og -skrivere.