søndag den 10. maj 2009

15 minutes of fame

Andy Warhol (1928-87) er ophavsmand til en udtalelse om kortvarig berømmelse: 'I fremtiden vil alle blive berømte i 15 minutter.' I denne uge, i Kulturguiden DR2, hos den skønne Stéphanie Surrugue, blev det min tur. (Måske lidt under de 15!)

Læsteheste var ugens tema. Jeg var inviteret som LÆSER. Og Stéphanie havde, med charmerende omhu, tydeliggjort sine ønsker, når det gjaldt mine tre bidrag. 1: 'den måde du bruger billeder fra internettet, når du læser en bog' (det kan jeg snakke om i timevis); 2: 'dit medlemskab af læseklubber' (min store, daglige fornøjelse); 3: 'dine forfatterdrømme' (dem vil jeg helst ikke tale om - kan jo desværre ikke få min krimi udgivet - men jeg gjorde det alligevel). Det var opskriften. Og sådan gik snakken.

Bedste læseklubber Mine svar kunne ses på grafikken:

DEN ENGELSK-AMERIKANSKE LÆSEKLUB (http://www.litteratursiden.dk/) eller det mere direkte link her.
- fordi klubben er min vigtigste kontakt med ny og interessant fiktion fra USA og Storbritannien

DR'S KRIMIKLUB (også kaldet DR Krimiklubbben) Link til DR Romanklubben eller det mere direkte link her.
- fordi klubben specialiserer sig i konstant gode tilbud i krimi-genren, som er min absolut foretrukne genre

HEMINGWAY'S SHORT STORIES (http://goodreads.com/). Eller det mere direkte link her.
- fordi det er berigende at genlæse Hemingways noveller og modtage kommentarer fra læsevennerne

Bedste læseoplevelser blev jeg spurgt om. De var IKKE med i selve programmet, men kunne ses under Kulturguidens anbefalinger resten af ugen. Dette var teksten:

J.D. SALINGER: FORBANDEDE UNGDOM (1951)
- fordi den er indbegrebet af dét at være teenager og søge efter en identitet

ERNEST HEMINGWAY: FARVEL TIL VÅBNENE (1929)
- fordi Ernest Hemingway blev en nyskaber, der ændrede al romanskrivning

INGER WOLF: SORT SENSOMMER (2006)
- fordi Inger Wolf magter et stilfuldt sprogbrug og er en rollemodel for vordende krimiforfattere

Du kan se hele programmet ved at linke her. Og der var jo også andre gæster, to spændende forfattere: den sofistikerede Katinka My Jones og den tjekkede Lars Husum.

Det tog et par dage at blive mig selv igen efter optagelsen. At tænke over mine slet skjulte fejl og mangler og fortalelser har været ubehageligt. Men nu er alt næsten ved det gamle.

Andrew Warhola (real name før berømmelsen; jeg har ikke tænkt mig at skifte navn!) levede med medieopmærksomhed mange af sine 58 år. Jeg har det godt med de små 15 minutter. Passer mig fint bare at være ukendt her i Kerteminde og tusse ubemærket rundt på mit favoritsted, Sydstranden.

Stor TAK til Stéphanie (også tak til Lisbeth E, som vist satte det hele i gang) og selvfølgelig til hele det dygtige team hos Kulturguiden (redaktør, sminkør, praktikant, lydmand og fotograf) for den unikke oplevelse.

4 kommentarer:

  1. Hej Preben. Det gik jo supergodt - lidt nervøs ja, men det du sagde lød rigtigt fornuftigt:-)

    SvarSlet
  2. MANGE TAK til jer på Bognettet!
    Jo, lidt nervøs, men godt Kulturguided af den dejlige Stéphanie - og hendes team.
    Heldigvis er der noget, man kalder redigering!
    Bedste hilsner
    Preben

    SvarSlet
  3. Hej Preben.
    Det var rigtig interessant at se programmet, og det blev jo ikke mindre spændende af, at jeg ´kender dig en lille smule´:D

    Jeg kan også godt sætte mig ind i, at det er svært at tale åbent om forfatterdrømmene, men det betyder meget for alle os der har samme drøm, at vi ikke er alene om det.

    SvarSlet
  4. Kære Dorte
    MANGE TAK, fordi du fandt programmet interessant. Det var virkelig en oplevelse for mig.

    And, you're not alone! Forfatterdrømme er vi vist mange, der har. Og de er egentlig nemme at tale om. Det er afslagene, der piner!
    Held og lykke! Med dine udgivelsesplaner.
    Bedste hilsner
    Preben

    SvarSlet