onsdag den 6. maj 2009

'Det store Bogtyveri'

Stéphanie Surrugue (udtales Syry`ge, hvis du, som jeg, heller ikke er god til fransk) begik sammen med journalistkollegaen Lea Korsgaard denne spændende faglitterære krimi i 2005. Men lige nu er den højaktuel. Du kender i øvrigt sikkert Stéphanie S fra Kulturguiden på DR2.

Det største kulturtyveri nogensinde er, hvad bogen handler om. En 'høflig, venlig og hjælpsom' forskningsbibliotekar ved navn Frede Møller-Kristensen narrede alle omkring sig. Måske lige bortset fra den nærmeste familie. På side 36 får vi at vide, at Frede 'tussede rundt for sig selv'. For i næste linje at få kendsgerningen: 'Han stjal bøger fra Det Kongelige Bibliotek.'

I alt flere end 1500 uerstattelige bøger og dokumenter til en værdi af 150-300 millioner kroner. Ingen fattede mistanke til ham. Frede døde i februar 2003.

Afsløringen af tyverierne fandt sted i foråret 2003, da eksperten Margaret Ford fra auktionshuset Christie's i London lettere chokeret blev klar over, at Propalladia, trykt i Napoli i 1517, og lige der på hendes bord, egentlig skulle være hjemme på sin plads i København. En større undersøgelse blev iværksat.

Anholdelsen af de overlevende foregik 5. november 2003 ved en koordineret politiaktion. Bogens flotte prolog beskriver på krimimanér afhentningen af Fredes fru Eva, (dengang 68), sønnen Thomas og svigerdatteren Silke.

Retssagen førte i første omgang til domfældelse på henholdsvis tre års ubetinget fængsel (Eva), to års ubetinget (Thomas) og halvandet år (Silke), hvoraf de 12 måneder var betinget. Og det samme, halvandet år, fik en irsk ven af familien (Patrick Peters).

Hvordan kunne det ske? Skyldsspørgsmål hvirvler rundt mellem linjerne. Og ledelsen gennem tiderne på Det Kongelige Bibliotek har måttet afgive forklaringer på højeste plan. Kunne der ikke have været bedre kontrolsystemer? Den tanke gør man sig ved læsningen af bogen.

'Bogtyven' er et teaterstykke, som kan ses lige nu på Det Kongelige Teater. Jeg har ikke overværet 'skueprocessen', som den type forestilling kaldes, men omtale findes på teatrets hjemmeside. Og i Kulturguiden 2. maj havde Stéphanie Surrugue inviteret statsanklager Helle Just Christensen og skuespiller Helle Fagralid, som spiller anklageren i stykket, til et yderst interessant træf. Link her for at gense programmet. Derudover er der lagt op til en debat, med bogens titel, torsdag 7. maj, 19.00, i Dronningesalen på Det Kongelige Bibliotek.

'Det store Bogtyveri' er desværre udsolgt fra forlaget; kan dog lånes på bibliotekerne og opdrives antikvarisk. Men vi kan jo kun håbe, at et snarligt genoptryk giver mange flere fornøjelsen af den spændende historie.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar