onsdag den 30. december 2009

Mari Jungstedt, Gotland og Stockholm


Hvis du er til krimier i smukke omgivelser og med interessante personer, du kan genoptage bekendtskabet med i mange romaner, så er Mari Jungstedt et godt bud.

Persongalleriet består hovedsageligt af en række politifolk, vi kommer til at holde af. I fokus er kriminalinspektør Anders Knutas (52 i ’Den døende dandy’), med den noget yngre kriminalassistent Karin Jacobsson som hans sidekick. Andre gennemgående personer er resten af efterforskningsholdet, med navne som Norrby, Wittberg og tekniker Sohlman, til tider med bidrag fra politieliten i Stockholm. Anders er gift med danske Line, jordemoder på Visby Sygehus; og de har to børn.

Mari er tidligere tv-journalist og presenter, så hun er helt på hjemmebane med sin reporter Johan Berg, Sveriges Television, der nærmest pendler mellem Gotland og hovedstaden. Hans elskede hedder Emma Winarve; sexet og bedårende, synes Johan. Dertil kommer mange midlertidige personer, som altid er godt beskrevet og nemme at visualisere. Der er realisme i det Jungstedtske univers.

’Den du ikke ser’ (2007) satte det hele i gang. Her er vi på en af Gotlands dejlige strande lige fra starten. Men bestialske kvindemord ødelægger idyllen. Der hersker en ’Jaws’-stemning. Og vi skal vænne os til to nøglepersoner i serien: Knutas og Berg. Temaerne er jalousi og gengældelse.

’I denne stille nat’ (2008) Vinter denne gang. En alkoholiseret fotograf, med penge på lommen efter at have vundet en stor sum på travbanen, ombringes i sit mørkekammer. Så forsvinder den forsømte 14-årige Fanny. Jeg var ikke smart nok til at regne sammenhængen ud. Mari fik drøje hug for en lidt kedelig toer, men mig trættede hun ikke. Temaerne er misbrug, af flere slags.

’Den inderste kreds’ (2008) er en blodig historie. Et afhugget hestehoved et sted, kroppen andetsteds; blodet er væk. En hollandsk studerende blondine findes hængt op i et træ, minus blod. Et godt plot hvor vi til tider ved mere end aktørerne. Med en spændende slutning. Temaerne er sekter og ritualer; myter og overtro.

’Den døende dandy’ (2009) minder meget om det, Håkon Nesser er begyndt at lave med sin Gunnar Barbarotti. Langsom optakt med diverse personer. En strategi jeg normalt ikke er vild med. Knutas kommer nemlig først på banen, da den vellidte galleriejer Egon Wallin svæver fra et jerngitter i den højeste port i Visbys ringmur. Frossen, vi skriver januar, og død. Knutas og holdet må nu grave i øens fortid som en del af efterforskningen. Og her blander Mari det faktuelle med det fiktive. Konstruktionen er rigtig god. Nærlæs især allerførste kapitel, som er nøglen til plottet. Temaerne er handel med kunst, lovlig og ulovlig, og bøssemiljøer.

Hvis du også er nysgerrig efter at se det hyppigt omtalte maleri, af samme navn som bogens titel, malet af Nils von Dardel i 1918 med målene 140 x 180 cm, så hænger det på Moderna Museet (photo courtesy of same) i Stockholm, og ser sådan ud:


’I denne ljuva sommartid’, ’Den mörka ängeln’ og ’Den dubbla tystnaden’
må People’s Press gerne snarest oversætte og udgive, da mit svenske er mangelfuldt. På forhånd tak.

’Kommissæren og Havet’ er den samlende titel på nogle tysk-svenske filmatiseringer. Link til ZDF findes  her. Og det er lidt af en oplevelse at se Visby, med de historiske monumenter, og de skønne strande i stemningsfulde billeder. Med afstikkere til pragtfulde Stockholm (jeg kom der meget for år tilbage). Mari giver en fin vejledning til lokaliteter i et website, JUNGSTEDTS GOTLAND; bemærk kortet med stednavne, når du peger på en titel. Link her.

Anders Knutas hedder nu Robert Anders. Line hedder stadig Line, men har ikke længere rødt hår og fregner, derimod ligner hun Paprika Steen på en prik. Bliv ikke forvirret, når Paprika taler svensk i en episode og dansk i en anden. Og fylder rollen godt, det gør hun, som altid. Hvis du synes, du genkender retsmediciner Ewa, så er det, fordi hun engang var kendt som Pippi Langstrømpe. Inger Nilsson indrømmer at have rundet de 50. Nok et gensyn, der gibber i mange jævnaldrende piger. Emma spilles af Frida Hallgren (du husker hende måske fra ’Så som i himmelen’ 2004, hvor hun stjal alles hjerter).

Mari Jungstedt in person kan opleves, hvis du blænder op for denne præsentation af ’Dandy’:


4 kommentarer:

  1. Svensk krimi er i top, osse denne her, indtil jeg så en tysk skuespiller, og i efterfølgende danske skuespillere, blive synkroniseret på svensk, hvorfor bruger de ikke svenske skuespillere i stedet for, det tager fokus fra handlingen for mig.
    Paprika Steen er dansk, og spiller dansk, og snakker dansk, men hvorfor ødelægger de f eks Nikolai Lie Kaas, med en svensk stemme, hvorfor skal han spille en rolle der ikke er ham?

    SvarSlet
  2. Kommisæren og havet, er en god svensk krimi, men behold synkronisering i Tyskland, hvorfor har de brugt dygtige danske skuespillere, og brugt svenske stemmer, kan ikke forstå Nikolai Lie Kaas bland andet,er gået med til det, og en tysk skuespiller i hovedrollen, som mundbevægelser er så pinlige så man krummer tæer, det er så tysk, at jeg ikke fatter at I vil servere det for os, som er vant til den ægte vare
    Venlig hilsen Hanne Meldgaard i Jelling

    SvarSlet
  3. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  4. Hej Hanne M
    TAK for dine kommentarer.
    (Rodede lidt i det, så en slags gentagelse her. Derfor ovenstående fjernet.)
    Ja, jeg sku osse li vænne mig til flere sprog kogt sammen. Og især at hovedperson Knutas blev til Anders.
    Venlig hilsen
    Preben B K

    SvarSlet